Udvikling er en holdsport

18-02-2026

"Skab det liv du drømmer om" - Der er ingen mangel på store løfter på selvhjælpsmarkedet. Der er veje til at helbrede dit liv, forøge din koncentration, blive lækker på 20 minutter, finde en vej ud af nedtrykthed, tabe 5 kilo på en uge og løbe et maraton om et halvt år. Det er mine drømme, mine behov, mine krav og min udvikling som er i fokus.

Tænk hvis vi kunne læse os til forandring; men i bedste fald er det inspiration og værste fald endnu et kapitel til historien om vores uperfekte liv.

Udvikling gennem relationer

Vi har alle erfaret, at vi forandrer og udvikler os, når vi indgår i en relation til et eller flere andre menneske. Vi lærer af hinanden, vi deler viden og erfaringer, vi opmuntrer og udfordrer hinanden, og vi holder hinanden fast. En spejderleder, en fodboldtræner, en lærer, en leder i børnearbejdet, en voksen bliver et forbillede for andre. "Jeg vil gerne være lige som ham." "Tænk hvis jeg kunne gøre som hende."

"Følg mig!" så enkel var opfordringen til at blive en lærling, en discipel og lære af mesteren. Teoretisk undervisning indgik undervejs, men hovedindholdet var samtaler og at overvære Jesus helbrede, tale med folk, svare på kritiske spørgsmål, konfrontere magthavere og være lydig mod Gud.

Jesus viste os helt tydeligt, at efterfølgere skaber efterfølgere. Det kræver ikke særlige programmer og aktiviteter. Efterfølgere skaber nye efterfølgere – så enkelt er det.


Jesus indbyder os ikke blot til fællesskab med Ham og med hinanden, Hans sender os til samfundet med vores evner og gaver for at synliggøre Hans tilstedeværelse i verden.

Sådan ser det ud

Vi lærer at elske og ære den treenige Gud, når vi fejrer gudstjeneste sammen. Vi får undervisning ud fra Bibelens ord, og vi deler dåben og nadveren med hinanden. Ugentlig deltagelse i gudstjeneste er betydningsfuld for vores tro og udvikling.

I den mindre gruppe lærer vi at elske hinanden. Vi bliver en del af et forpligtende nært fællesskab, hvor vi respekterer forskelle og bliver bevidst om vores enhed i det Jesus Kristus gør i os. Her kan vi dele liv med hinanden, bede for hinanden, støtte og opmuntre hinanden, udfordre og vejlede hinanden. Den gruppe være nogle spejderledere, 2-3 gode venner, en styrelse, en løbegruppe, et band – blot nogle mennesker som bestemmer sig for at mødes. Formen er ikke vigtig – det væsentlige er indholdet.

Men Jesus indbyder os ikke blot til fællesskab med Ham og med hinanden, Hans sender os til samfundet med vores evner og gaver for at synliggøre Hans tilstedeværelse i verden.

Efterfølgelse måles i handling

Det let at lave den fejltagelse kun at fokusere på numerisk vækst, hvor mange nye medlemmer har vi optaget, hvor mange kommer til gudstjeneste, og hvor mange deltager i forskellige aktiviteter. Men vores opgave er at gøre mennesker til efterfølgere. Derfor er det væsentligt at spørge, om vi øger antallet af Jesus efterfølgere, som engagerer sig i nærsamfundet. Overgivelse til Jesus måles ikke i tro men i handling.

Jesus opfordrer os til at have tillid til ham og vove at følge Ham til en grad så hans verdens billede af Guds rige bliver vores. Han kalder os fra at tro på Ham, til at have tillid til Ham og følge Ham, fra at give til at ofre, fra moralske principper til en helt ny livsstil, fra individualisme til udvikling i fællesskab, fra personlige ambitioner til virkelig at gøre en forskel for andre mennesker.

Det klarer vi ikke alene, for udvikling er en holdsport. Som et afrikansk ordsprog siger: Gå hurtigt, gå alene. Gå langt, gå sammen.

Christian Alsted