Emerging Church

Den verden, der ligger foran os, er radikalt anderledes end den verden, der ligger bag os. Den kræver andre værktøjer, andre måder at tænke på, nye måder at være kirke på, både når det gælder organisering og indhold.

Mange mærker, at de lever i en overgangsperiode. Vi lægger noget gammelt bag os, men endnu er det uklart, hvad det nye er.

Det kan være frustrerende, men det er nødvendigt blot at leve i det – uden alt for hurtigt at drage konklusioner.

I USA er historien om Meriwether Lewis og William Clarks ekspedition en fortælling, som de allerfleste kender til. Den fandt sted fra 14. maj 1804 til 23. september 1806 på ordre fra præsident Jefferson. Målet med ekspeditionen var at undersøge og få bekræftet to ting, som alle troede: (1) At der eksisterede en vandvej fra Missouri-floden til Stillehavet, og at det derfor ville være muligt at krydse det nordamerikanske kontinent med båd. (2) At geografien i vest var den samme som i øst, og at vandvejen fandtes. At finde og gøre krav på den ville give amerikanerne kontrol over det store kontinent.

Da Lewis og Clark var kommet så langt vestpå, som ingen opdagelsesrejsende havde været før dem, og havde fundet kilden til Missouri-floden, ventede der dem imidlertid en stor overraskelse. De forventede at finde en flod, som langsomt og stille ville føre dem til vestkysten. Det, de i stedet mødte, var de mægtige Rocky Mountains. Så langt øjet rakte, var der bjerge, den ene top højere end den anden. Det, de opdagede, var, at de såkaldte eksperter i 300 år havde taget fejl: Der fandtes ingen vandvej til vestkysten, og geografien i vest var totalt anderledes end i øst.

Lewis og Clarks ekspedition kunne – fordi den byggede på forkerte forudsætninger og forventninger – være endt som en mislykket ekspedition. Det gjorde den ikke. De to ledere formåede nemlig at omdefinere opgaven: Efter at de opdagede, at der ikke fandtes nogen vandvej mellem øst og vest, blev ekspeditionens mål at kortlægge det ukendte område i vest. At «opdage» og «udforske» blev de nye nøgleord. Det lykkedes den med. Derfor er denne ekspedition blevet stående som en af de store bedrifter i USA’s historie, en heltefortælling som på afgørende måder formede den unge nation.

Denne historie er et godt billede på kirken i vor tid: Den verden, som ligger foran, er radikalt anderledes end den verden, som ligger bag. Den kræver andre redskaber, andre måder at tænke på, nye måder at være kirke på, både når det gælder organisering og indhold.

Mange oplever, at de lever i en overgangstid netop nu. Noget gammelt er ved at blive lagt bag, men endnu er det uklart, hvad det nye er.

Dette kan være frustrerende, men det må bare leves med – uden alt for hurtigt at drage konklusioner.

Det store billede er dette: I hele den vestlige verden mister kirkerne position i samfundet. Eksempler på dette er faldende medlemstal, reducerede indtægter, lavere deltagelse i gudstjenester, mindre tilslutning til kirkelige dogmer, færre vitale menigheder og problemer med rekruttering til kirkelig tjeneste. I Metodistkirken har der været en jævn nedgang i medlemstallet de seneste årtier, og kirken kæmper både med økonomi og rekruttering til tjeneste.

Derfor er det store spørgsmål: Hvordan være kirke på en sand og troværdig måde? Er det muligt?

Der er noget, som vokser frem, som kommer til syne, dukker op; forsøg på at udforske nye måder at være kirke på i en ny virkelighed. Der findes mange eksempler, og det, de har til fælles, er en åbenhed for at benytte sig af og tage del i den sekulære kultur og nye holdninger i tilgangen til teologiske spørgsmål.

Emerging Church er en samlebetegnelse for strømninger, som opstod inden for kristne kirker i USA og Storbritannien mod slutningen af det 20. århundrede. Retningen har siden gjort sig gældende i en række kirkemiljøer i vestlige lande, primært i Europa, Nordamerika, Australien og New Zealand.

Disse strømninger er meget forskellige i deres udtryk, og bevægelsen er præget af stor mangfoldighed uden fælles organisering. Begreber, der anvendes, er blandt andet: »Nye måder at være kirke på«, »Den fremvoksende kirke«, »Friske udtryk for kirke« (Fresh Expressions), »Fremtidens kirke« og »Den kommende kirke«.

Begrebet Emerging Church bruges som regel i kontrast til den nedarvede, etablerede, institutionelle kirke, og fælles for de forskellige strømninger er ønsket om at nyfortolke kristen tro i lyset af det kulturelle paradigmeskifte fra modernisme til postmodernisme. Mærkater som »konservativ« og »liberal« opfattes som »modernistiske« og anvendes i mindre grad. I stedet omtales bevægelsen som en samtale for at understrege bredden i synspunkter og viljen til dialog.

Ove Conrad Hanssen (tidligere førsteamanuensis i praktisk teologi og Det Nye Testamente ved Misjonshøgskolen i Stavanger) skriver:

»Det drejer sig om en voksende gruppe mennesker, ikke kun helt unge, men i alle aldre, som ser med stor bekymring på det voksende gab mellem de traditionelle kirker og kulturen og samfundet omkring os. Mange føler sig hjemløse i de etablerede kirkesamfund og har mistet troen på, at disse med deres nuværende fremtræden har mulighed for at nå mennesker i vor samtid. Når mange af disse vælger at forlade de etablerede kirker, vil de sige, at de gør det for evangeliets skyld. De gør det for at skabe nye muligheder for at leve en missionel livsstil, for at bygge nye typer menigheder, som kan nå mennesker dér, hvor de er – i forskellige subkulturer i samfundet omkring os.«
(Kirke i en ny tid? Utfordringer fra «emerging churches» og «fresh expressions of church», Oslo: Luther Forlag, 2007).

Emerging Church er altså noget, der vokser frem og viser sig i mange forskellige sammenhænge, og en fællesnævner er forsøget på at udforske nye måder at være kirke på. Bevægelsen er præget af åbenhed over for at benytte og deltage i den sekulære kultur samt nye tilgange til teologiske spørgsmål. Dermed berører Emerging Church det store spørgsmål: Hvordan er det muligt at være kirke på en sand og troværdig måde i nutidens verden?

Jesus

Emerging Church-bevægelsen er præget af en stærk identifikation med Jesu liv og det, han faktisk gjorde, mens han levede som menneske. Hvad gjorde han? Han viste gæstfrihed, tog mennesker alvorligt, var optaget af at skabe mening og håb, lagde vægt på relationer og protesterede mod uretfærdighed.

På den måde kan man sige, at Emerging Church er mere denneverdens-orienteret i modsætning til megen traditionel forkyndelse, som i høj grad – og måske ensidigt – har lagt vægt på, at Jesus døde for vore synder, så vi kommer i himlen, når vi dør. Dermed er evangeliet blevet et budskab om, hvad der sker, når vi dør. Emerging Church ønsker en stærkere betoning af, at evangeliet er gode nyheder for livet her og nu. Når man tager imod Jesus som frelser og herre, bliver man hans discipel, og det får konsekvenser for alle livets områder.

Mange vil hævde, at det at være kristen i lige så høj grad handler om, hvad du gør – ikke kun hvad du tror. Jesus kom ikke for at indføre et teologisk system, hvor man skulle tro og forstå alt på den rigtige måde, men for at vise os, hvordan vi kan leve. »På frugterne (ikke teologien) skal I kende dem« (Matt 7,16), henvises der ofte til.

Dette fører til en åbenhed over for nye tilgange til teologiske og etiske spørgsmål, hvor man lettere kan sige, at man er undervejs i en samtale. Man kan indtage en mere undrende og usikker holdning til spørgsmål som for eksempel homofili, helvede og de traditionelle dogmer – ikke nødvendigvis fordi de er forkerte, men fordi fokus kan være forkert. De gamle sandheder fungerer ikke på samme måde længere. Folks forhold til dogmerne er anderledes, og der findes ikke nødvendigvis entydige svar.

Desuden er dogmer altid historisk betingede udtryk for, hvordan man forstod tingene i en bestemt tid. I dag forklarer de ikke altid virkeligheden på en relevant måde. Derfor må vi formulere os på ny ud fra vores erfaringer og oplevelser. Teologi er ikke naturvidenskab; tingene går ikke altid op. Heri ligger naturligvis også et andet syn på autoritet, som er typisk for postmodernismen.

Nogle vil indvende: Hvad sker der så med etikken – hvordan begrunder vi ret og forkert? Hertil må man svare: Fravær af dogmer er ikke det samme som mangel på etik. Mange er optaget af at leve helt og sandt som mennesker, men henter inspiration og vejledning fra mange kilder – ikke mindst fra Jesu måde at leve på.

For mange handler spørgsmålet ikke om, hvorvidt kristendommen er sand eller ej, men snarere: Vil jeg føle mig hjemme i kristendommen? Er kirken et fællesskab, der tager imod mig? Gør troen mig til et bedre menneske?

Guds rige

Emerging Church taler meget om Guds rige. Evangeliet handler ikke om at slippe væk fra denne verden, men om at bringe himlen til denne verden. På spørgsmålet om, hvorfor kirken findes, lyder et missionsudsagn: »At gøre mennesker til disciple af Jesus Kristus, så verden forvandles.«

Denne formulering berører en vigtig skelnen i beskrivelsen af kirkens opgave: Det er ikke Guds kirke, der har en mission i verden, men missionens Gud, der har en kirke i verden – og vi kaldes som kirke til at tage del i og være medarbejdere i den mission, Gud allerede er i gang med. Vi er kaldet til at tage del i Guds drøm for mennesket og denne verden.

Derfor spørger mange af disse kirker: Hvad kan vi gøre for at fremme Guds rige i vores lokalområde? Hvad ville blive savnet, hvis menigheden ikke fandtes? Hvordan vurderer vi kirkens aktiviteter i lyset af dens formål? Det vigtigste bidrag, en kirke kan give i sit lokalsamfund, er at gøre godt – i og uden for kirken.

Det kan med rette hævdes, at Metodistkirken er skabt til mission. Den begyndte ikke som en kirke, men som en bevægelse af mennesker, der ville reagere på de behov, de så i samfundet. Derfor har metodismen historisk været præget af pragmatisme og evnen til at reagere relevant på samfundets udfordringer.

Lidt provokerende kan man spørge: Hvad er meningen med religion, hvis den ikke bidrager til at gøre verden bedre?

Utraditionelle former

Jeg er taknemmelig for initiativet, vi deltager i sammen med andre kirker i Norge under Norges Kristne Råd, »Kirke på nye måder«. Inspirationen kommer fra det engelske koncept »Fresh Expressions«, hvor blandt andre Metodistkirken i mange år har arbejdet for at etablere nye typer trosfællesskaber.

Som resultat er der vokset mange nye former for fællesskaber frem: netværkskirker, søgervendte kirker, café-kirker, klosterprægede fællesskaber, surferkirker, ungdomsmenigheder og børnemenigheder – for blot at nævne nogle.

Emerging Church bidrager også til at flytte fokus fra lav gudstjenestedeltagelse til det positive, der sker uden for gudstjenesterne. Mange steder opstår nye måder at være kirke på – ikke altid i en kirkebygning og ikke altid med traditionel gudstjeneste – men med vægt på mindre fællesskaber og opmærksomhed på, hvad Gud gør i lokalsamfundet.

Når man vover at tage disse skridt, oplever mange, at de ikke blot bringer Jesus til lokalsamfundet, men også møder Jesus dér.

Gudstjenestefeiringen kan være fascinerende – kombinationen af uformelle mødesteder og sakrale elementer som lys, alter, kors og bønnerum. Man sidder ofte i rundkreds, og præstens rolle er mindre autoritet og mere vidne, der deler af sit eget liv.

Jeg mener, det er værd at lytte til Emerging Church. Bevægelsen er optaget af, hvordan vi formidler det, vi altid har formidlet: fællesskab, omsorg, mening, sund spiritualitet og håb – men i højere grad på samtidens præmisser. Det er spændende.

Pointen med at være menneske er at finde sin plads

Den svenske pinsepræst Tomas Sjödin har skrevet bogen Den som finner sin plats tar ingen annans. Hans hovedpointe er: Pointen med at være menneske er at finde sin plads.

Menigheden Smyrna, hvor Sjödin er præst, har et omfattende diakonalt arbejde. En nyankommet flygtning tilbød sin hjælp og begyndte at hjælpe med maduddeling. Efter nogle gange spurgte hun, om der var et sted, hun kunne varme sin frokost. Hun blev inviteret til at spise med medarbejderne. Ved slutningen af måltidet sagde hun: »Måske kan dette blive min sammenhæng?«

Jeg tror, der findes en ny længsel hos mange mennesker: Vi vil bruges (ikke misbruges). Vi vil bidrage til at gøre livet bedre for os selv og andre.

Når mennesker henvender sig, finder Smyrna ikke organisationsdiagrammet frem, men holder såkaldte »blomstersamtaler« med tre spørgsmål:
Hvad vil du?
Hvad har du at give?
Hvordan vil du gøre det?

Eller sagt med andre ord: Lidenskab, gaver og stil.